Der produceres på verdensplan 150 milliarder stykker tøj om året. Dette er med til, at gøre beklædningsindustrien til en af de mest forurenende i verden – Kun overgået af olieindustrien. Tøj står faktisk for over 10% af verdens samlede udledning af CO2.

I gennemsnit køber hver dansker 16kg tøj om året, og over halvdelen af det tøj, havner i skraldespanden.

Sideløbende med den store fokus på miljøet, og klimaet er der heldigvis kommet mere fokus på lige præcis dette, men der hersker stadig en del utryghed og bekymring ved ens rettigheder som køber.

Udover klimatiske fordele, er der selvfølgelig også ofte en økonomisk gevinst ved, at handle brugt. Derfor er det også vigtigt at se sig godt for, når man handler privat.

Køb brugt af privat: Dette bør du tjekke før du handler

Der er store chancer for, at gøre et kup når du handler med en privat, men du er dårligt beskyttet hvis handlen går galt. Derfor skal du se dig godt for før du køber brugt af private.

Tjek varen og finde ud af, om det er en ægte vare, er den stjålet (med politi appen kan du eks. tjekke cykler og biler), der er jo også chancen for, at varen er i så dårlig stand, at du ikke får det du forventer. Og som et stort problem når det kommer til internet handel – oplever flere at de ikke får deres varer når de har betalt.

En meget billig vare, kan være en indikator på, at varen enten er stjålet eller en kopi og er dette tilfældet kan du faktisk blive sigtet for medvirken til hæleri, hvis det bedømmes at varen er stjålet og du burde have vidst det.

Derfor bør du altid tjekke nyprisen og se på varens alder for at vurdere, om tilbuddet er for godt til at være sandt.

Varens stand skal du huske at tjekke grundigt. Er det muligt at mødes med sælger og undersøge varen fysisk, er det lettere for dig at vurdere om varen er i god stand, og ellers kan du altid bede om flere billeder af varen.

Tjek sælgeren – Du har nemlig meget få muligheder for, at få dine penge tilbage hvis du bliver snydt. Derfor er det altid en god idé at søge sælgeren på google, eller svindelgrupper på facebook, og de steder hvor han/hun udbyder sine varer. Der er ofte et internt bedømmelsessystem, der kan indikerer troværdigheden af den person du handler med.Har samme sælger 25 fladskærme til salg, bør du nok også spørge hvorfor.

Husk at få sælgerens kontaktoplysninger, så du kan komme i kontakt med sælgeren hvis der er et problem med din vare. Jo flere oplysninger du har på sælgeren, jo nemmere er det, at få fat personen igen efterfølgende.

Især ved online handel, er det nemt for svindleren at slette sine spor, skifte telefonnummer, eller udgive sig for at være en anden, hvilket gør det umuligt for dig, at finde personen igen.

Husk kvitteringen – Kvitteringen på dit køb skal helst følge med når du køber af en privat. Har sælgeren ikke en bon, er varen måske stjålet eller en kopi. Bed om dokumentation hvis du er i tvivl om en sælger er den rette ejer, eller om varen er ægte.

Kvitteringen er også nyttig hvis reklamationsperioden ikke er udløbet, for så kan du bruge kvitteringen i butikken hvis varen går i stykker.

Mundtlige aftaler er svære at bevise, husk derfor gerne en skriftlig aftale hvis der efterfølgende skulle opstå problemer.

den skriftlige aftale bør indeholde;

Prisen på varen, betalingsmetode, samt hvad der sker hvis produktet ikke virker eller går i stykker.

Brugte varer er typisk i en anden stand end nye varer. Som køber har du som udgangspunkt 2 års reklamationsret – Også på brugte varer. Men om du kan klage, afhænger af varens alder, stand, pris og den aftale der er lavet.

Køber du varen af en privat, kan sælger nemlig godt fraskrive sig reklamationsretten ved at aftale, at varen er “købt som beset”, “Uden reklamationsret” eller med lignende forbehold.

Vil sælger ikke indgå en formel aftale, kan det være et signal om, at vedkommende ikke er den rette at handle med.

Læs betingelserne på websitet

Køber du en vare af en privat på en online platform som for eksempel Trendsales, QXL, eller Ebay giver sitet dig muligvis ekstra rettigheder hvis du har problemer med varen. Her kan du læse betingelserne på selve sitet før du handler, og vær opmærksom på, hvilke oplysninger siden kræver for at oprette en profil.

Jo færre oplysninger du selv skal oplyse, jo færre oplysninger oplyser en evt. sælger, og dette kan gøre det besværligt at finde personen hvis handlen går galt.

Du kom her for at læse om dine rettigheder. Gjorde du ikke?

Handler du med en privat sælger, er du ikke dækket af købeloven på samme måde som hvis du køber varen i en butik. Her får du et kort overblik over dine rettigheder når du køber af private.

reklamationsret?

Køber du varer af en privat, har du som udgangspunkt 2års reklamationsret på fejlbehæftede varer, på samme måde som du har i butikkerne. Reklamationsretten gælder medmindre i har aftalt andet.

Private sælgere kan dog afskrive sig reklamationsretten ved at aftale med dig, at varen er “købt som beset”, købt uden reklamationsret eller købt med forbehold.

Køber du en vare som beset af en privat sælger kan du som udgangspunkt ikke klage hvis varen ikke virker når du kommer hjem.

Fortrydelsesret?

Køber du varer over nettet i EU er du normalt sikret 14dages fortrydelsesret. Køber du en vare af en privatperson, har du kun denne ret, hvis du har aftalt det med sælgeren.

Pengene tilbage?

Handler du med en privat, har du 3 muligheder for at betale: Kontant, Mobilepay eller med bankoverførsel.

Banken kan ikke tilbageføre dine penge til dig, uanset hvilken betalingsmetode du vælger. Du må altså selv dække tabet hvis du ikke får varen eller der er et problem med det du har købt.

Handler du med en privat sælger via et website, hvor du kan bruge et betalingssystem som paypal, TSpay eller lignende kan virksomheden bag websitet muligvis hjælpe dig med at få pengene tilbage.

Klager?

Vil du klage over en vare du har købt ved privat sælger har du ganske få muligheder. Her er du nød til at kontakte sælgeren og forsøge at finde en løsning. Men vil sælger ikke hjælpe dig, er der ikke mange muligheder for, at få hjælp.

Har du ikke fået din vare, og er sælgeren forsvundet ud af det blå? Så kan du gå til politiet. det betyder dog sjældent, du får kompensation.

Er varen gået i stykker eller vil du fortryde dit køb? Og vil sælgeren ikke hjælpe dig? Så kan forbrugerklagenævnet ikke hjælpe dig. Din eneste mulighed er et civilt søgsmål. Lægger du sag an mod sælger, kan det blive både dyrt og tidskrævende. Derfor bør du overveje om det er umagen og udgiften værd, før du bruger tid og penge på det.

Privat sælger eller virksomhed

Køber du en vare på facebook, et loppemarked, instagram eller en online markedsplads som Trendsales, forventer du sikkert at handle med en privat. Sælger kan dog reelt godt være erhvervsdrivende eller en privat, der bliver regnet for en virksomhed.

Private kan nemlig blive regnet som virksomheder, hvis de flere gange sælger samme type varer.

Sælger behøver ikke have et CVR-nummer, eller være momsregistreret for at blive betragtet som en virksomhed.

Bliver en privat sælger regnet som en virksomhed, er du dækket af købelovens rettigheder om reklamationsret, eventuel returret, og du kan klage over dit køb til forbrugerklagenævnet.

Køber du brugt på nettet, har du dog muligvis en ekstra beskyttelse fra online-platformen.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here